mandag den 2. februar 2009

Mere perlepanik....

Min Ø af Ro på 9.

Jeg har nu selv erfaret perlepanik - i sin fulde udfoldelse... Jeg er alene med mine tre skønne døtre, og Sarah (9 år) klager over ondt i øret. Da hun som lille nærmest havde eksploderende og kronisk betændte ører, tjekker jeg rutineret om trommehinden er sprunget, eller om vi skal kontakte lægen næste dag. Inde i øret sidder der et eller andet mærkeligt. Jeg nævner vist til Sarah (min Ø af Ro) at der er et eller andet mærkeligt lyserødt (kan det være en flaprende, sprængt trommehinde??) - og så bryder helevede løs. Midt i min og Sarahs filosoferen over tænkelige ørehændelser og interessante fremmedlegemer, som kunne have indebåret latteranfald og sjove kommentarer, flipper Laura ud. Det sker ved den sædvanlige bølge af spørgsmål, løben frem og tilbage, og fortvivlede råb om at vi skal GØRE noget, hjælpe stakkels Sarah, og "hvad nu hvis..." efterfulgt af mindre katastrofer.

Det var en lille bitte lyserød perle, mindre end end grønlandsperle.

Jeg måtte også kontakte vagtlægen og TÆNKTE! hvad nu hvis den falder længere ind i mit lille barns hjerne!!! Jeg endte med at fjerne den med en tandstik, efter at have prøvet en hæklenål, en stoppenål og metoden "læg dit hoved på puden og håb den falder ud af sig selv".

Det er svært ikke at ryste på hænderne eller selv flippe ud (lad mig nu være så jeg kan koncentrere mig om Sarah!!!!!!!!!!!!!) når min skønne autist udviser både stærke følelser, medlidenhed og angst på sin søsters vegne. Det handler om at finde det positive perspektiv i alle hverdagskatastrofer!


Ingen kommentarer: