Mere perlepanik....

Min Ø af Ro på 9.

Jeg har nu selv erfaret perlepanik - i sin fulde udfoldelse... Jeg er alene med mine tre skønne døtre, og Sarah (9 år) klager over ondt i øret. Da hun som lille nærmest havde eksploderende og kronisk betændte ører, tjekker jeg rutineret om trommehinden er sprunget, eller om vi skal kontakte lægen næste dag. Inde i øret sidder der et eller andet mærkeligt. Jeg nævner vist til Sarah (min Ø af Ro) at der er et eller andet mærkeligt lyserødt (kan det være en flaprende, sprængt trommehinde??) - og så bryder helevede løs. Midt i min og Sarahs filosoferen over tænkelige ørehændelser og interessante fremmedlegemer, som kunne have indebåret latteranfald og sjove kommentarer, flipper Laura ud. Det sker ved den sædvanlige bølge af spørgsmål, løben frem og tilbage, og fortvivlede råb om at vi skal GØRE noget, hjælpe stakkels Sarah, og "hvad nu hvis..." efterfulgt af mindre katastrofer.

Det var en lille bitte lyserød perle, mindre end end grønlandsperle.

Jeg måtte også kontakte vagtlægen og TÆNKTE! hvad nu hvis den falder længere ind i mit lille barns hjerne!!! Jeg endte med at fjerne den med en tandstik, efter at have prøvet en hæklenål, en stoppenål og metoden "læg dit hoved på puden og håb den falder ud af sig selv".

Det er svært ikke at ryste på hænderne eller selv flippe ud (lad mig nu være så jeg kan koncentrere mig om Sarah!!!!!!!!!!!!!) når min skønne autist udviser både stærke følelser, medlidenhed og angst på sin søsters vegne. Det handler om at finde det positive perspektiv i alle hverdagskatastrofer!

Perlepanik og autismeangst

Her kommer et hverdagseksempel på, hvorfor det nogle gange er utrolig svært at være forældre til flere børn,når en af dem er autist... David var hjemme med alle tre børn,og jeg var til kvindehygge. Jeg får en sms om vagtlæge, perle og panik... Nora på 2 havde puttet en rund træperle op i næsen, og den sad urokkeligt fast! Imens David prøver at finde vagtlægens telefonnummer, og etablere kontakt til eksperten der skal redde barnet fra perlen, styrter Laura rundt i panik! Hun er utrøstelig, taler konstant til david (der prøver at tale med lægen...) og løber i fast rutefart mellem ulykken og den trygge base der skal løse krisen. Imens udtrykker hun højlydt sin angst "Hvad nu hvis den ikke kan komme ud, HVAD SKER DER SÅ?" ........Stakkels David. Og stakkels Laura. Sarah, vores mellemste på 9, er som sædvanlig en ø af ro. Hun leder roligt lille Nora ind på hendes værelse,demonstrerer en "snotter" for lillesøster, og præsenterer det udskudte bytte - der sidder på pegefingeren - for far, med kommentaren "Ad, hvor ulækkert!".

Sarah er en skinnende perle i vores familie, der lidt for ofte ikke får lov til at vise sine fantastiske egenskaber, fordi hun er lukket inde i en skal af manglende opmærksomhed. Jeg skal huske at fortælle hende hvor meget vi værdsætter at hun ofte skal være storesøster for begge hendes søstre, selv om det ikke burde være sådan.

Hvordan man kommer igennem jul med en autist....

Min autist kan ikke lide stearinlys! Det er lidt svært i julemånederne. Hendes overopmærksomhed kommer til sin fulde ret når der stryges tændstikker og tændes stjernekastere, fyrfadslys og adventskrans. En evig kredsen omkring det lille "bål", en konstant konstaterende kommentar - "det brænder meget, gør det ikke mor? Er du sikker på det der er normalt? Er flammen ikke meget høj? Nu siger den en mærkelig knitrende lyd, er det okay? Jeg tror vi hellere må slukke den... Skal jeg gøre det? Åh NEJ! Mor - jeg tror virkelig du skal puste det ud". Og jeg kunne blive ved!

´Ren hygge....!