Der må være plads til fortvivlelse....

Så er det vist bestemt, at denne side skal bruges til frustrationer og glæder, når man er mor til en højtfungerende autist!

Vores førstefødte har fået diagnosen infantil autist. Hun er asperger barn. Det er sent at få diganosen som famile, men det siger vel også noget om alvoren af den anderledeshed hun er født med - og at hun er i stand til at kompensere for sine mangler på en hensigtsmæssig måde.

Efter hun selv har fået det fortalt, har hun åbnet op for en sand pærevælling af "aha-oplevelser" der er som skræddersyet til en lærebog - diverse skægge måder at tænke på (Mor, jeg forstår altså ikke når du siger "alle" og "ingen". F.eks siger du ingen på skolen ved jeg er asperger,men det ved min lærer, min lillesøster, og de børn jeg har fortalt det altså), ritualer vi før har været uvidende om (jeg kan kun drikke en gang af et sted på glassets kant, så skal jeg dreje det), og en stor ensomhedsfølelse (jeg synes pludselig jeg er den eneste i hele verden der er asperger, og jeg får lyst til at græde over at jeg er anderledes)

åh! HVOR ER DET SVÆRT!

Der må i denne tid, hvor hele maskineriet er i gang med diagnosticering, skoleskift, psykologer og andet godtfolk, være plads til fortvivlelse, for mit barn bliver ALDRIG normal.

Min første BareLæsOmGiraffen!

Endnu et sted at lege! herligt.....